1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke"; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at han ham ihjel.
2 Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig.
3 Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerribe Mænd!
4 Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre !
5 Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til!
6 Ja, du, Herre, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! Sela.
7 De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
8 Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi "hvo hører det?"
9 Men du, Herre ! du ler ad dem, du spotter alle Hedrlingerne.
10 Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning.
11 Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold.
13 Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige.
14 Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. Sela.
15 Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden.
16 De skulle vanke hid og did efter; Fode og overnatte, uden at de blive mætte.
17 Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud; som beviser mig Miskundhed. |